Som revet ud af virkeligheden
Af Lone Scherfig
MIT BEDSTE AVISUDRIV er et med Arnold Schwarzenegger fra 1978, som jeg stadig har liggende.
JEG RIVER I AVISERNE næsten hver dag. Enkelte linjer eller hele sider om noget, jeg ikke vidste, jeg gerne ville vide. Noget er ligegyldigt allerede dagen efter, andet danner meninger eller bliver til oplevelser. Noget siver ind i mit arbejde og bliver til fiktion. Der er også udklip, jeg emsigt vil pådutte andre mennesker.
Hvorfor melder du dig ikke ind i denne her forening? Hvorfor søger du ikke det her legat? Hvorfor forærer du mig ikke denne her dyne? Heldigvis har jeg en forstående familie, der finder sig i forrevne aviser. Der kommer jo nogle nye i morgen.
AVISEN ER ET DAGLIGT dokument over alle mulige andre menneskers tilværelse og tankegang. Den giver mig indtryk, jeg ikke kunne forestille mig at skulle undvære. Heller ikke i mit arbejde, som jeg synes skal have hold i vores fælles virkelighed og ikke bare trække på andre film.
JEG LÆSER GRÅDIGT, men uregelmæssigt og ukritisk, og meget gerne forskellige aviser. Undtaget er dog sportssektionen, som mere er beregnet til at stille sine våde vinterstøvler på. Hvis jeg skal ud at rejse, ta'r jeg en hel bunke aviser med, som
jeg læser, river ud i og smider væk undervejs. Det må være irriterende for dem, jeg sidder ved siden af. Men jeg ville selv blive glad, hvis nogen havde efterladt Sydney Morning Herald i Nærumgrisen. Til gengæld synes jeg, man skal gemme alle dagens
aviser fra nyfødte børns fødselsdag for altid.
JEG HOLDER MEGET AF avisen, fordi den også giver mig information, som jeg overhovedet ikke har bedt om. Det har måske gjort, at jeg med årene er blevet interesseret i alt muligt, jeg var ligeglad med eller ikke kendte. Især hvis man mobiliserer sin indlevelse. Hvordan mon det er at være key account manager? Flådeofficer? Børnepsykolog i Kalundborg? Formand for Socialdemokraterne? Eller man kan prøve at parre dem, der har skrevet personlige annoncer: bare hende der dog læser videre, for hun skal da ha' ham der i spalte tre. Man kan også være heldig at få "bytte lejligheder-rubrikken" til at gå op. Man håber, folk selv opdager, at de lige præcis søger hinandens lejligheder.
AVISERNE FÅR OMVERDENEN til at betyde noget for os. Vi får overblik til at træffe beslutninger, og vi bliver del af et fællesskab. Når man bruger tid på avisen, kan man næsten ikke undgå at blive engageret i samtiden. Ellers render vi bare stadig rundt og tror, at Arnold Schwarzenegger er Mister Universe og gerne vil være skuespiller.
Se Lone Scherfigs nye kortfilm, "Jeg er bare den logerende", på www.avistid.dk
Download som PDF