Om kvinder og kager og EU for alvor




OM KVINDER OG KAGER
OG EU FOR ALVOR

30 minutters avis om dagen. Det havde jeg engang som mål. Det var en veninde, der fik mig til det. Hun gik til et kursus i anvendt filosofi, hvor det handlede om at lave 5-ugers målsætninger. Og hendes var, at hun gerne ville læse noget mere avis. Og det ville jeg også gerne. Fordelen er, at du har en makker, du kan ringe til og høre, hvordan det går med dit mål. Og hvis det ikke går så godt, så kan man opmuntre hinanden. Jeg satte endda tid af til det og kiggede på uret, så jeg rent faktisk fik læst de 30 minutter. Det var også en del af aftalen, at vi skulle dykke ned i nogle artikler, vi ikke normalt læser.
Men så holdt jeg op igen. Ikke med at holde avis, men jeg holdt op med at læse 30 minutter om dagen. Måske skulle jeg til at give mig selv et stykke kage, hver gang det lykkes... Faktisk har jeg en del veninder, der som mig gerne vil læse lidt mere avis. Og som egentlig også er lidt flove over, at det ikke bliver til så meget.
Det handler også om at have ordentligt samtalestof. Man er lidt uopfindsom nogle gange, ikk?? Vi er en rimelig stor flok veninder, der mødes, og vi var vel nok begyndt at kede os lidt, når vi var sammen...Og så har vi fundet på at lave sådan nogle venindeaftener, hvor vi netop ikke skal snakke om det, vi plejer.
Vi har små sedler, som vi skriver en masse spørgsmål ned på. Det må være spørgsmål om hvad som helst. Alt muligt. Det er sådan en slags ?Hatten rundt?. Man skriver 5 spørgsmål hver, som man virkelig gerne vil have de andres svar på. Hatten går rundt, og man trækker et helt tilfældigt spørgsmål, som man skal svare fuldstændig ærligt på. Bagefter skal man så finde en anden i gruppen, som man gerne vil have til at svare på det samme spørgsmål.
Og ja, sexspørgsmål er der jo selvfølgelig. Og alle de store, vigtige spørgsmål om livet og døden... Men der er også spørgsmål imellem, der er helt anderledes. Fx kan jeg huske et, der hed: Hvad synes du egentlig om EU? Og så sidder vi pludselig der og begynder at diskutere EU, og hvad vi egentlig mener om det. Det er faktisk ret fedt. Tit går der en hel time bare med ét spørgsmål. For når man er engageret i noget, sidder man jo ikke og kigger på klokken, vel?


Download som PDF