Om at ville være lidt for perfekt
OM AT VILLE VÆRE LIDT FOR PERFEKT
Mange går rundt med drømmen om at være den perfekte karrierekvinde, kæreste, husmor, mor og veninde. Og derfor propper vi så sindssygt mange ting ind i hverdagen, der skal nås. Noget af det nemmeste at give slip på er avisen. For den tar ens tid. Og hvad mister man ved at droppe den? I første omgang ikke noget, vel? Den nyhed, man ikke får læst i dag, læser man bare i morgen, tænker man.
Inden vi blev forældre, læste jeg avis hver dag. Det gør jeg ikke mere. Jeg synes bare ikke, jeg kan få tid til det. Vi har jo ikke det der morgenritual, man havde i gamle dage, hvor man bare kunne lave spandevis af te, og så sidde med avisen - og tage den ene sektion efter den anden. Nu skal vores søn have mad på det tidspunkt. Og når han så endelig sover, vil jeg måske gerne lige have en ekstra lille mormorlur. Eller lige ordne noget andet eller lige gå i bad ... Der er også den der vasketøjskurv, og så er der også lige opringningen, jeg skulle ta. Og den vil jeg godt ha klaret, mens den lille sover. Det er det her irriterende kvinde-noget.
Der var en dag, hvor jeg syntes, der var nogle ting, der skulle ordnes i haven - og jeg styrtede ind i stuen til min mand for at få ham til at hjælpe. Og så sagde han: "Ikke nu, jeg skal altså lige have tid til at læse min avis". Mænd har en helt anden evne til at lukke øjnene og prioritere sig selv, selvom vasketøjet hober sig op omkring dem.
Løsningen er jo egentlig enkel nok: Drop vasketøjet. Drop opvasken. Drop opringningen til din veninde. Sig til dig selv: Jeg er sikker på, der ligger en ren t-shirt til dagen efter, du kan tage på. Man dør ikke af at sove i det samme sengetøj en ekstra dag. Og veninden kan du ringe til en anden dag. Grib nu de 20-30 minutter du har til dig selv. Og læs din avis!
For mig er det en skøn fornemmelse, når man først får det gjort. Avisen holder mig orienteret, gør mig engageret, vækker min frygt og min forargelse, og den giver mig ny forventning. Avisen giver mig input, jeg ellers ikke ville have fået. Både i forhold til mit arbejde, mine venner, min familie... som borger i verden. For mig er det luksustid, når jeg læser avis. For når jeg først får begyndt, kan jeg næsten ikke stoppe igen. Så vil jeg vide alt: Alt om konflikten i Mellemøsten, alt om børneopdragelse, de nyeste film, alt om hungersnøden i Afrika, alt om narkoproblemer blandt unge i Ishøj - det hele.
Jeg tror, at vi skal finde nogle nye anledninger til at læse vores avis. For eksempel har det altid undret mig, at så mange mennesker holder pause i deres avisabonnement, når de holder ferie. For i ferien har man jo netop tid til at læse avis. Hvis man - vel at mærke - tar sig tid. Det handler om at give slip på alle kravene og glemme ideen om, at alting skal være så perfekt.
Hvor meget tid gir du dig selv? Få ny inspiration på www.avistid.dk
Download som PDF