Om at ha' holdninger
Af Niels Hausgaard
Et samfund, hvor ingen læser aviser, er et nollert samfund. Det gode ved aviserne er, at de rusker op i os og gi'r os noget relevant at snakke om. Ellers ender det nemt i Miss Topløs fra det lokale sommermarked, eller "du har da fået en ny jak', har du ikk'?".
Der er bare for få, der gider ødelægge den gode stemning. "Nu vil vi ikke diskutere politik, mens vi spiser". Men hvor er det befriende, hvis en eller anden rundt om bordet pludselig siger "Hvor er det bare dejligt, at vi er med i EU". Så sker der noget. Så presser livet på. Så dirrer dobbelthagerne, mens sandkagen klamrer sig til ganen.
Kvalificerede skænderier og diskussioner er gode - og vi kan godt være uenige uden at være fjender. Det sker af og til, at nogen kommer op til mig efter et show og siger: "Godt show, men jeg er godt nok uenig med dig". Det er da rart.
Jeg tror også, det er sundt for børn at vokse op i et hjem, hvor det er okay at diskutere. Nogle siger, man ikke må indoktrinere sine børn. Det er noget vås. Børn skal ikke være et sekund i tvivl om, hvad deres far og mor mener, er rigtigt og forkert. Så har ungerne noget at forholde sig til, noget at gå ud fra.
De kan jo ikke spille bold op ad en mur, der hele tiden flytter sig. Jeg hader at havne i en bar eller ved siden af nogen til en middag, der ikke har en holdning til noget som helst. Det er frygteligt anstrengende. Pludselig bliver man til en ko, der sidder og taler ko-snak, som er sådan noget, hvor man sidder og gylper det samme drøv op, tygger lidt på det og synker det igen. Det er jo spild af liv.
Det gode ved aviser er, at man ikke på forhånd ved, hvad man får - og så kan man endda ligge ned, mens man læser dem. Mit forhold til at læse avis minder faktisk lidt om mit forhold til musik. Jeg sætter for eksempel sjældent en cd på, når jeg sidder
i min bil. Så hører jeg radio, ellers ville jeg aldrig høre noget nyt, og så ville jeg ikke komme videre. Det er jo forbudt at læse avis, mens man kører.
Jeg vil altid være angst for at vågne op en morgen og finde ud af, at jeg sopper rundt i mit eget spyt og ikke har fornyet mig det sidste år. Livet er én lang udvikling.
Vi er nødt til hele tiden at følge med og kæmpe mod vores egen ligegladhed. Ellers går der havegrill i lortet. Der bliver ved med at være døre, man skal lukke op hele livet. Det stopper aldrig. Medmindre man bliver senil, så er man bare glad for at få sukker i kaffen.
Jeg vil nødigt opfattes som en, der sidder med en løftet pegefinger og siger, at aviser er det eneste, der dur. Det er da også vigtigt at se tv, ellers melder man sig jo også ud af samfundet. Bare det ikke lige pludselig bliver en vane. For når tv bli'r en vane, kan det slå alt ihjel - også parforhold.
Mange siger, at de ikke har tid til at læse avis. Det er løgn. Det er bare et spørgsmål om at prioritere. Dem, der siger sådan, har garanteret set Columbo - og har man tid til Columbo, så har man tid nok.
Dybest set er jeg ligeglad med, om andre gider læse avis. Bare jeg ikke skal sidde ved siden af dem til en middag.
Vind tid til dig selv på avistid.dk
Download som PDF